Før krigen i Syrien var Samers familievirksomhed, der håndvæver de smukkeste håndklæder og tæpper en stor forretning både i mellemøsten og i Europa. Nu er logistikken omkring at få dem hertil stort set umulig.
Men jeg giver ikke op! Og nu er der opstået et lidt særligt sammentræf, der gør, at næste levering faktisk er tættere på, end jeg troede.
Håndklæderne, som jeg selv købte i en lokal butik i Beirut, da jeg boede der, er simpelthen også for fantastiske til ikke at glæde flere og den syriske familie er for dygtige håndværkere, til at jeg kan bære, at de ikke kan opretholde dette smukke håndværk, der. er så truet på at uddø til fordel for maskiner fremfor håndproduktion.
De er vævet på gamle træ-væve i hånden i det blødeste bomuld og hver eneste gang de kommer fra vask, er det blødere end før.
På billedet, hvor jeg snakker ind i en halvsort skærm (fordi internetforbindelsen ofte er for svag i Libanon, til at snakke med video) er Ward, jeg arbejder sammen med og jeg igang med at koordinere et lidt vildt sammentræf, der dog kan skaffe mig den næste store levering.
Lige nu er der et lager i Tyskland, hvor Samers ene søn flygtede til for 8 år siden. For længe siden sendte Samer en stor levering, fordi han simpelthen var for bange for at hans lager i Hama i Syrien ville blive ramt af en missil og hele familiens 'opsparing' (altså deres arbejde og varer) ville gå op i brand. Er det ikke en vild virkelighed at leve i?
Sønnen studerer i Tyskland og har ikke ligefrem et netværk til at afsætte håndvævede håndklæder - men det har jeg jo! Eller er i hvert fald ved at opbygge det. Derfor er der snart 200 håndklæder i min lejlighed og næste opgave bliver, at overbevise nogle virksomheder om, at der ikke findes mere meningsfuld gave at give deres medarbejdere.
Sidenote;
Jeg havde en sjov oplevelse på et marked sidste jul: En kvinde, der kendte meget mere til vævning end mig troede ikke på, at de flotte vævninger og mønstre kunne opnås uden at bruge syntetisk materiale. Jeg har selvsagt ikke besøgt produktionen, men lovede hende, at Samer og hans familie aldrig ville sige, at de kun bruger naturlige materialer, hvis det ikke var tilfældet. Hun købte små skeptisk et enkelt håndklæde, men kom meget begejstret tilbage dagen efter. Hun havde simpelthen været hjemme og sætte ild til et lille hjørne af håndklædet for at teste indholdet (syntetiske materialer smelter, mens naturlige brænder på en hel anden måde) - og herefter købte hun glædeligt 3 flere til sin familiemedlemmers julegaver 😊 .
Men jeg giver ikke op! Og nu er der opstået et lidt særligt sammentræf, der gør, at næste levering faktisk er tættere på, end jeg troede.
Håndklæderne, som jeg selv købte i en lokal butik i Beirut, da jeg boede der, er simpelthen også for fantastiske til ikke at glæde flere og den syriske familie er for dygtige håndværkere, til at jeg kan bære, at de ikke kan opretholde dette smukke håndværk, der. er så truet på at uddø til fordel for maskiner fremfor håndproduktion.
De er vævet på gamle træ-væve i hånden i det blødeste bomuld og hver eneste gang de kommer fra vask, er det blødere end før.
På billedet, hvor jeg snakker ind i en halvsort skærm (fordi internetforbindelsen ofte er for svag i Libanon, til at snakke med video) er Ward, jeg arbejder sammen med og jeg igang med at koordinere et lidt vildt sammentræf, der dog kan skaffe mig den næste store levering.
Lige nu er der et lager i Tyskland, hvor Samers ene søn flygtede til for 8 år siden. For længe siden sendte Samer en stor levering, fordi han simpelthen var for bange for at hans lager i Hama i Syrien ville blive ramt af en missil og hele familiens 'opsparing' (altså deres arbejde og varer) ville gå op i brand. Er det ikke en vild virkelighed at leve i?
Sønnen studerer i Tyskland og har ikke ligefrem et netværk til at afsætte håndvævede håndklæder - men det har jeg jo! Eller er i hvert fald ved at opbygge det. Derfor er der snart 200 håndklæder i min lejlighed og næste opgave bliver, at overbevise nogle virksomheder om, at der ikke findes mere meningsfuld gave at give deres medarbejdere.
Sidenote;
Jeg havde en sjov oplevelse på et marked sidste jul: En kvinde, der kendte meget mere til vævning end mig troede ikke på, at de flotte vævninger og mønstre kunne opnås uden at bruge syntetisk materiale. Jeg har selvsagt ikke besøgt produktionen, men lovede hende, at Samer og hans familie aldrig ville sige, at de kun bruger naturlige materialer, hvis det ikke var tilfældet. Hun købte små skeptisk et enkelt håndklæde, men kom meget begejstret tilbage dagen efter. Hun havde simpelthen været hjemme og sætte ild til et lille hjørne af håndklædet for at teste indholdet (syntetiske materialer smelter, mens naturlige brænder på en hel anden måde) - og herefter købte hun glædeligt 3 flere til sin familiemedlemmers julegaver 😊 .
